Det ikoniske instant-kamera er genopstået i en version, der matcher det nye årtusind, uden at gå på kompromis med nostalgien.
Ak, fortidens søde minder……… Der var ingen som Polaroid, der med sit dengang banebrydende shoot-and-print-koncept kunne indfange den øjeblikkelige stemning og printe det med det samme i en charmerende, firkantet, kornet version.
Siden har den digitale revolution væltet den gamle gigant godt og grundigt omkuld. Det smarte ved det oprindelige koncept var kun smart i en verden, hvor alternativet var filmruller, der skulle tages færdig og derefter indleveres i fotobutikken, hvor man efter dagevis tilbragt i spændt venten kunne afhente billederne for blot at konstatere at 80% af dem var under- eller overbelyst, offtarget eller simpelthen bare grimme.
Men Polaroid prøver igen. Senest med modellen Polaroid Z340, der kombinerer shoot-and-print konceptet med et digitalkamera på 14 MP og en blækfri ZINK-printer (Zero Ink – get it?), der bruger varme til at aktivere indlagte farvekrystaller i de specielle fotopapir.
Med implementering af den digitale teknologi får man endvidere et par fordele, som det klassiske Polaroid-kamera manglede. Man kan for eksempel vælge at gemme billederne på det medfølgende SD-kort, og det er muligt at redigere et billede før man printer det.
Men bortset fra det er alt ved det gamle. Billederne printes ud i det klassiske 3 x 4” format, der har været Polaroids foretrukne siden 50′erne, og rent designmæssigt har Polaroid også valgt at bibeholde det gamle, besynderlige kasseagtige look & feel.
Er man håbløs nostalgiker er det nye Polaroid-kamera lige i skabet, ellers kan man vist fint nøjes med sit almindelige digitalkamera.
Polaroid Z340 er snart i butikkerne og kan forudbestilles hos for eksempel Redcoon til 2.505,-










Nyeste kommentarer