Mens vi venter: Her er hvad vi ved om Nokias WP7-mobiler

24. oktober 2011

Nokia præsenterer endelig deres Windows-mobiler på onsdag.

Siden Steven Elop i februar annoncerede Nokias samarbejde med Microsoft har vi ventet. Og ventet.

Men nu, efter næsten 9 måneder, er ventetiden ved at være slut. På onsdag, når Nokia afholder den årlige Nokia World konference, vil Nokia og Microsoft i fællesskab endelig præsentere de nye mobiler baseret på Microsofts Windows Phone 7 styresystem.

Ifølge Steve Ballmer kommer der “en række” Windowsmobiler, men indtil videre ved vi mest om hvad der uden tvivl bliver topmodellen: Nokia Sea Ray eller Nokia 800.

Sea Ray er dybest set en Nokia N9 med WP7 istedet for Meego. Den har det samme overordnede design med den buede AMOLED skærm, som skulle være på 3,7″. Indeni skulle der sidde en 1,4 GHz processor.

En anden model, som er blevet lækket i mindre omfang, er “Sabre” , som skulle have en lidt mindre skærm på 3,5″, men ligeledes en 1,4 GHz processor.

Ifølge et noget mere usikkert rygte skulle Nokia også have et es i ærmet, i form af Nokia Ace, der skulle være en gigant-mobil med 4,3″ skærm, HSPA+ og LTE / 4G. Dette modsiges dog af Microsofts Andy Lee, der i et interview med AllTingsD udtaler at Microsoft vil vente med LTE, indtil netværket ikke er så hårdt ved batteriet.

I samme interview siger Andy Lee iøvrigt, at vi også må vente en tid endnu, før vi ser Windowsmobiler med dual-core processorer, men at Windowsmobilerne alligevel skulle klare sig ret godt når det kommer til hastighed sammenlignet med de dualcore mobiler der allerede findes på markedet.

Nokias WP7-mobiler er blevet imødeset med spænding, primært fordi det efterhånden ser ud til at Windows-satsningen bliver den tidligere mobilgigants sidste chance for at genopstå som en af de førerende mobilproducenter. Om de nye mobiler er nok til at give Nokia lidt af fortidens glans og storhed tilbage er for tidligt at sige ud fra rygterne, men det bliver helt sikkert spændende at følge præsentationen på onsdag.

 

Flere nyheder:

Tags: , , , ,

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


Annonce